Se Bowie som 24-årig i nyt Stardust klip, men er alt “Hunky Dory?”.

Billedet foroven er et outtake fra fotosessionen, der senere skulle blive grundbasen for det legendariske Greta Garbo inspirerede pladecover, til albummet Hunky Dory.

Billedet er taget i 1971 og forestiller den endnu lettere famlende 24-årige David Bowie, der stadig har den feterede berømmelse til gode.

Pladen skulle senere blive en rigtig Bowie klassiker med klassiske sange som Changes, Oh, you Pretty things og ikke mindst mesterværket Life on Mars. Sidstnævnte blev dog først udgivet på single under Ziggy Stardust hysteriet i 1973.

Pladen blev dog desværre i første omgang et kæmpe flop, men er regnet af de mest fanatiske Bowie disciple for hans største mesterværk.

Det er tilsyneladende også denne tidsperiode filminstruktør Gabriel Range har haft størst interesse i at beskrive i sin aktuelle film Stardust, hvor skuespilleren Johnny Flynn forsøger at ageret ikonet.

Det er IKKE Flynn til venstre i billedet.

Filmen vil forsøge at beskrive de famlende Bowie år før Ziggy Stardust hysteriet tager sin begyndelse.

Nu er et nyt klip fra filmen udsendt, skal vi kigge? Dette er tydeligvis omkring albummet the Man who sold the world. Mon alverdens Bowie fans vil være tilfredse med Johnny Flynns præsentation af ikonet?

Umiddelbart ikke en levering a la Rami Malek i Bohemian Rhapsody, vil TheMovser snerre.

Filmen skulle have haft sin premiere ved Tribeca festivalen, men bliver nu udsendt gennem en større streamings udbyder.

Mon ikke filmen herhjemme vil dukke op senere på Cphpix?

Filmens instruktør Gabriel Range har udtalt:

“I set out to make a film about what makes someone become an artist; what actually drives them to make their art. That someone is David Bowie, a man we’re used to thinking about as the star he became, or as one of his alter egos: Ziggy Stardust; Aladdin Sane; The Thin White Duke. Someone I only ever saw at a great distance, behind a mask; a godlike, alien presence. Even in his perfectly choreographed death, he didn’t seem like a regular human being.”

Musik tidskriftet NME har allerede set filmen og de virker tilfredse med resultatet, i deres 4 ud af fem stjerner anmeldelse, med overskriften: “A revelatory road trip movie that lacks its subject’s music”.

Dette er nemlig et af filmens større problemer, for filmen er ikke “autoriseret” af Bowie familien, b.la. Bowies egen søn filminstruktøren Duncan Jones.

Derfor er det de coverversioner Bowie selv spillede i tidsperioden man hører: The Yardbirds’ ‘I Wish You Would’, The Velvet Underground’s ‘White Light/White Heat’ og den Belgiske singer-songwriter Jacques Brel’s ‘My Death. ‘Hunky Dory’ albummet bliver tilsyneladende heller ikke nævnt i filmen, der desværre ikke slutter med et brag til tonerne af ‘Starman’ eller ‘Suffragette City’.

Så filmen må vist mest være for fans af Bowie albummet The Man who sold the world fra 1970, som blev indspillet i perioden 18 April – 22 May 1970 i StudioTrident, London; Advision, West London.

Filmen skulle, ifølge NME, bedst virke som en roadmovie og tilfredsstille de fleste Bowie fans.

Skal vi så ikke selv sætte lidt musik på, når filmen ikke kan?