Verdens bedste Superman film du ikke kendte er: Manden som kom ned på jorden.

Vi kender ham jo alle sammen. Manden af stål. Kal-El, Den sidste søn af Krypton der sendes til jorden af sine kærlige forældre i håb om hans overlevelse.

På jorden får han superkræfter og må derfor, for at beskytte sig selv, skabe et alias: Clark Kent.

Superman er det ultimative symbol på sandhed, retfærdighed og håb. Han er den første superhelt og et vejledende lys for os alle. Hans sjæl er renere og mere ægte end os simple jordlinge.

Superman repræsenterer et ideal. Han står for den amerikanske drøm, i frihed, i selve livet. Han repræsenterer idealet om, at mennesker iboende er gode, og en dag vil godhed redde os.

Supermans appel er lige så modstandsdygtig som manden selv. Mens hans Gotham-modstykke Batman er drevet af hævn, bløder Supermans hjerte for den flok, han holder øje med. Han længes efter fred og svæver over jorden og kæmper for at komme overens med menneskehedens trang til at forvirre dets potentiale og ødelægge sig selv. På trods af hans ekstraordinære evner er han dog i sidste ende tragisk magtesløs.

TheMovsers tankespind:

Men hvad var der sket hvis Superman var dumpet ned på jorden, uden sine superkræfter?

Eller hvad kunnet have været sket, hvis en Lex Luthor havde fyldt vore verdenshave med kryptonit?

I 1978 får Richard Donners banebrydende Superman – The Movie premiere, men to år før i 1976 får Nicolas Roegs “Manden der kom ned på jorden” premiere og det er denne film jeg gerne vil drage paralleller til, da det nok er min yndlings science fiction film.

For hvor ville det være fantastisk hvis Hollywood en dag skulle “remake” denne og kalde den Superman!

Manden der faldt ned på Jorden, er en mærkelig film, og det undskylder den aldrig sig for. Og uanset hvor meget den udfordrer din tålmodighed, fornærmer den aldrig din intelligens. Over 40 år senere kan samtiden og moden stadig ikke røre den:

Den generelle skitse af plottet er enkel nok med store Superman paralleller: Et rumvæsen forklædt som et menneske, kommer til jorden på jagt efter vand (eller måske et nyt hjem?) til dets tørkeramte slægtninge på en planet langt, langt væk. Ved hjælp af sin overlegne “spaceman” teknologi, skaber “væsenet” sig på jorden en formue ud af ny teknologi (film, der udvikler sig selv, osv.). Lad os kalde væsenet for “han”. “Han” bruger sin nyerhvervede formue til at skabe og bygge sig et rumskib, i håb om at returnere hjem til sin familie. Men under sit hæslige jordbesøg bliver han desværre fordærvet, altså mere “menneskelig”, i form af alkohol og for meget tv. Lige før “han” “sprænges”, overtager regeringen-eller “corporate America” ham, fængsler ham og kører derefter diverse tests på ham for at se, hvilken slags væsen han er. Til sidst drikker han sig selv i glemmebogen.

Selv denne korte sammenfatning kan sandsynligvis diskuteres. Roeg og hans manuskriptforfatter, Paul Mayersberg, har ikke den store interesse i logik, motiv eller kontinuitet, i hvert fald ikke den slags, som vi finder i romaner – eller de fleste film, som rutinemæssigt tager deres fortællelogik fra litteraturen. Så mens du ser værket, kan du bruge masser af tid på at forsøge at få stykket plottet nogenlunde sammen eller blot spekulerer på, hvad “fanden der foregår”. Mit bedste gæt er, at Roeg ønskede at se, hvor langt han kunne gå for at fortælle en historie i “pure cinema” form, gennem fotografering og redigering.

Dette er filmfortælling, ikke litterær fortælling.

“Ground control”:

Jeg kan godt lide den måde filmen hopper rundt på og overlader det meste til seeren, for selv at udfylde de manglende stykker, men mod slutningen af filmen bliver tingene dog så skumle, at det er svært at få meget mening ud af historien. Filmen er dog altid en visuel fest, men du forlader filmfølelsen sulten efter mere.

Af alle de mange science fiction film der er lavet, er der ingen så mærkeligt tilfredsstillende som Manden, der kom ned på Jorden. Men det tager to til tango, og bogen fuldender filmen. Og omvendt. Og ikke i den sædvanlige forstand at ‘bogen er bedre end filmen.’ Eller omvendt.

Hovedrolleindehaveren David Bowie sank efter optagelserne tilbage i en cokestorm af paranoia, søvnmangel og sort magi, hvilket skabte, i den proces, noget af det største musik (han) nogensinde har lavet. Bowie vidste, stofferne dræbte ham. Gardinerne i hans Doheny Drive hjem var permanent trukket for. Her ville han sidde på gulvet og stirre på sit hvide tapet, mens sorte stearinlys brændte ned. Fysisk var han ved at forsvinde hurtigt. På et tidspunkt vejede han under syv sten, levede af en kost af rød og grøn peber skyllet ned med kartoner af kalorieholdigt mælk. Måltider blev indtaget klokken fire om natten. Den kost, allieret med hans fænomenale naturlige energi, betød, at han ville blive oppe i syv eller otte dage ad gangen, besat af hallucinationer og visioner om undergang.

I 1997 indrømmede han: “Jeg var bare paranoid, manisk depressiv … de sædvanlige remedier, der kommer med misbrug af amfetamin og koks.” Der var endda den meget sagnomspundne lejlighed, hvor han fik sin indendørs swimmingpool udstrålet. Bagefter, ifølge ex-konen Angie, dukkede formen af djævelen op i bunden af poolen.

Go on Warner Bros. Kan I høre os?